Søgeordsanalyse

Søgeordsanalyse – En del af dit online fundament

Starter du også med taget, når du bygger et nyt hus?

Læs hvorfor en søgeordsanalyse er en vigtig del af fundamentet for din succes på nettet og få gode råd til, hvordan du laver søgeordsanalysen.

Uanset om du skal bygge et nyt hus eller opbygge din virksomheds synlighed i søgemaskinerne, så er det en god idé at starte med fundamentet.

Heldigvis vælger vi kun sjældent at starte vores husbyggeri med at lægge taget, men når det drejer sig om SEO (søgemaskineoptimering) og SEM (søgemaskinemarkedsføring), så er billedet et helt andet.

Et overraskende stort antal danske virksomheder vælger at redesigne deres hjemmeside og bruge penge på søgemaskineoptimering og Google AdWords kampagner uden først at foretage en søgeordsanalyse, der kan hjælpe med at kortlægge, hvordan virksomheden med den mindst mulige investering kan opnå den højest mulige indtjening fra søgemaskinerne.

Hvorfor skal du lave en søgeordsanalyse?

Hvis målet med din online markedsføring er at tiltrække kunder og øge din indtjening, så er det vigtigt, at din hjemmeside er synlig i søgemaskinerne, når potentielle kunder søger efter netop de varer eller serviceydelser, som du har på hylderne.

Med andre ord så ønsker du, at dine websider bliver vist øverst i søgeresultaterne, når Googles brugere indtaster de søgeord, som har en direkte kobling til dine produkter.

Hvis du ejer en rideudstyrsbutik, så vil det sandsynligvis være mere profitabelt for dig at ligge nummer 1 på søgninger som “rideudstyr” og “ridehjelm” end på “hestefoder” og “rideskole”.

De to sidste ord “hestefoder” og “rideskole” er ikke irrelevante i forhold til din målgruppe, men da du har begrænsede mængder tid og penge, så bør du som udgangspunkt først sikre dig selv høj synlighed i søgemaskinerne på de søgeord, som vil give dig en høj konverteringsrate (med “høj konverteringsrate” menes, at den høj procentdel af de besøgende ender med at lægge en ordre i din butik).

Hvis du ikke laver en struktureret analyse af alle potentielle søgeord, så risikerer du at bruge uforholdsmæssigt meget energi på søgeord med et lavt antal månedlige søgninger, lav konverteringsrate og høj konkurrence.

Hvis du derimod laver en god søgeordsanalyse, så kan i stedet vælge de søgeord, som har det mest attraktive forhold mellem indtjeningspotentiale og nødvendig arbejdsindsats.

Hvis du er på skattejagt, så kan du være heldig at grave dig frem til skatten med pletvis gravning, men et skattekort i form af en professionel søgeordsanalyse vil alt andet lige gøre det nemmere for dig at finde guldet.

Hvordan laver du en søgeordsanalyse?

Der findes ikke en facitliste på, hvordan du laver en god søgeordsanalyse, men hvis du følger nedenstående trin, så er du godt på vej.

1 Start med at indsamle søgeord

Inden du sorterer i søgeordene og vælger dem med det bedste forhold mellem indtjeningspotentiale og konkurrence, så er det vigtigt at du kommer bredt omkring og får lavet en liste over alle de søgeord, som dine kunder bruger, når de forsøger at finde dine produkter.

Det ville være surt at overse gode søgeord, blot fordi du er for snævertsynet.

Start derfor din søgeordsanalyse med at indsamle potentielle søgeord.

Brainstorm.

Tast alle idéer til søgeord ind i et Excel ark.

Få gerne hjælp fra kollegaer, venner og familie.

Stjæl med arme og ben fra dine konkurrenters hjemmesider og Google AdWords annoncer.

Kig på dine egne lister med varer og leverandører.

Overvej hvilke problemer/udfordringer, som dine varer løser.

Hvilke behov gør, at dine kunder køber hos dig?

Hvis du har Google Analytics installeret på din hjemmeside, så gå ind og træk en liste over alle de kombinationer af søgeord, som allerede har givet dig besøgende.

Du kan evt. nøjes med kun at tage de søgeord, som har givet mindst 2 unikke besøgende hver.

Så gør du den efterfølgende analyse mere overskuelig og risikoen for at misse oplagte søgeord er alligevel begrænset.

Hvis du har en Google AdWords konto, så træk en liste over de søgeord, som har givet dig trafik.

Gå ind på oversigten over søgeord og vælg menupunktet “Anvendte søgeudtryk”.

Derfra kan du downloade data til Excel.

Du kan igen vælge at frasortere søgeord, som kun har givet dig få visninger.

Du kan læse om mange flere måder at finde gode søgeord på i dette indlæg skrevet af Rune Hansen.

2 Lav en grovsortering

Inden du begynder at analysere de enkelte søgeord, så kan du med fordel lave en grovsortering af dem, eksempelvis ved at opdele dem i følgende kategorier:

Søgninger relateret til dit eget firmanavn:

“Dit firmanavn”, “ditfirmanavn.dk”, etc

Mærkevaresøgninger:

“Panasonic 123”, “Hummel tøj”, etc

Generiske søgeord:

“Elektronik”, “Sportstøj”, etc

Spørgsmål/problemer:

“Defekt strømforsyning i TV”, “Hvordan vasker man græs af tøj”, etc

3 Brug egne data og Googles AdWords KeyWord tool til finde de bedste søgeord

Når du har lavet din bruttoliste over søgeord og sorteret dem i overordnede kategorier, så er din næste udfordring at finde ud af, hvor indtjeningspotentialet er størst og hvor konkurrencen er lavest.

Hvis du allerede har konverteringsstatistik fra Google Analytics, fra Google AdWords eller fra din egen hjemmesides statistikmodul, så er det oplagt at bruge eksisterende data til at vurdere, hvor mange salg de enkelte søgeord har givet.

Men hvis du fx. i forbindelse med din brainstorming er stødt på nye og potentielt gode søgeord, som du ikke tidligere er blevet fundet på, så har du naturligvis ikke data, der kan fortælle dig om søgeordet også giver salg.

Selv hvis du starter på bar bund uden gamle konverteringsdata, så kan du dog komme rigtig langt med Google AdWords søgeordsværktøjet, som du finder under AdWords menupunktet “Værktøj og Analyse”.

Indtast et af dine centrale søgeord i feltet øverst, vælg geografisk område og sprog (typisk Danmark og Dansk, hvis du primært jagter danske kunder), sæt hak ved “Eksakt søgeord” ude til venstre og klik på “Søg”.

Du får nu vist antallet af månedlige søgninger (gennemsnit pr. måned, udregnet på basis af de seneste 12 kalendermåneder), informationer om konkurrenceniveauet (hvor hård er konkurrencen?) og gennemsnitlig CPC (hvor meget vil et klik i gennemsnit koste, hvis du skal have besøgende ind via Google AdWords annoncer rettet mod det pågældende søgeord?).

Søgeordsanalyse

4 Dobbelttjek dit valg af søgeord

Du bør nu – med afsæt i din bruttoliste og information fra AdWords søgeordsværktøjet – forsøge at udvælge 10, 20 eller 30 søgeord (evt. op til 100 søgeord, hvis du ønsker at gå virkelig grundigt til værks), som skal undersøges nærmere.

Google AdWords værktøjets informationer omkring konkurrenceniveauet er relativt præcist, men det er gode placeringer i de organiske søgeresultater, som du jagter, så er du nødt til at undersøge konkurrencen i top 10 nærmere, inden du du starter den kostbare jagt.

Du bør tage hver enkelt ord og undersøge, hvor stærk konkurrencen er på side 1 af søgeresultaterne (de første 10 søgeresultater i Google).

Hvis du har set dig lun på søgeordet “hummel tøj”, så undersøg hvem, der ligger øverst i søgeresultaterne på denne søgning.

Hvis der er tale om store virksomheder med flere hundrede indgående links fra andre hjemmesider af høj kvalitet, så vil det alt andet lige kræve mere tid (og flere penge, hvis du køber ekstern hjælp) at nå til tops på det pågældende søgeord.

Du kan eksempelvis bruge værktøjer som OpenSiteExplorer eller SEO Spyglass til at tjekke styrken af dine konkurrenters placeringer i søgeresultaterne.

Hvis du derimod kan finde søgeord, som dine konkurrenter ikke har sænket voldsom opmærksomhed (måske fordi dine konkurrenter kun har fokuseret på de 3 eller 5 mest populære søgeord), så kan du ofte med en væsentlig mindre arbejdsindsats opnå en topplacering og den strøm af besøgende, som følger med.

Med andre ord, hvis du med 10 timers arbejde kan nå til tops på et søgeord med 500 månedlige søgninger, så er det måske mere attraktivt end at bruge 50 timer på en førsteplads for et søgeord med 1.000 månedlige søgninger.

Jeg forudsætter her, at konverteringsraten for søgeordet og dit dækningsbidrag fra de enkelte ordrer er ens for begge søgeord.

Det er ikke altid tilfældet.

Du skal naturligvis også tage højde for, hvor ofte søgeordet leder til salg og hvor meget du tjener på disse salg.

Jo højere konverteringsrate eller dækningsbidrag, desto højere arbejdsindsats eller færre månedlige søgninger skal der til, før søgeordet er attraktivt for dig.

5 Test resultatet af din søgeordsanalyse med Google AdWords

Hvor tilpasninger af indhold på din hjemmeside og søgemaskineoptimering er tidskrævende opgaver med et langsigtet perspektiv, så kan en simpel AdWords kampagne i løbet af en måneds tid som regel be- eller afkræfte, om du har valgt de rigtige søgeord.

Dermed undgår du at investere i større tilpasninger af hjemmeside og ekstern linkbuilding, før du har rimelig sikkerhed for, at du har sigtekornet rettet mod de rigtige søgeord.

6 Søgeordsanalysen afslører alt

Du kan nemt spotte en dårlig tømrer, hvis han forsøger at lægge tag på dit nye hus, før han har mureren har støbt fundamentet og rejst murene.

På samme måde kan du også udpege de værste online annoncehajer via deres manglende interesse for søgeordsanalyser.

Hvis en SEO-konsulent tilbyder dig hjælp til søgemaskineoptimering og springer søgeordsanalysen over, så bør dine alarmklokker ringe.

Du kan ikke lægge taget, før fundamentet er støbt – og du kan ikke få et optimalt afkast af din investering i synlige søgeresultatplaceringer, hvis du ikke kender de mest profitable søgeord.

Hvis du vil forbedre din hjemmesides placeringer i søgeresultaterne, så kan du med fordel investere 695 kroner i Henrik Bontoftes “Linkbuildingbogen“, som på pædagogisk vis gør dig til, om ikke SEO-ekspert, så i hvert fald til SEO-kyndig.

Vil du tjene flere penge?

Få min gratis nyheds-mail med guldkorn om e-handel og online markedsføring.

3 Responses to “Søgeordsanalyse – En del af dit online fundament”


  1. Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function ereg_replace() in /var/www/onlineeffekt.dk/public_html/wp-content/themes/whitelight/includes/theme-comments.php:63 Stack trace: #0 /var/www/onlineeffekt.dk/public_html/wp-content/themes/whitelight/includes/theme-comments.php(19): the_commenter_link() #1 /var/www/onlineeffekt.dk/public_html/wp-includes/class-walker-comment.php(180): custom_comment(Object(WP_Comment), Array, 2) #2 /var/www/onlineeffekt.dk/public_html/wp-includes/class-wp-walker.php(146): Walker_Comment->start_el('\t ...', Object(WP_Comment), 2, Array) #3 /var/www/onlineeffekt.dk/public_html/wp-includes/class-walker-comment.php(140): Walker->display_element(Object(WP_Comment), Array, '5', 1, Array, '\t ...') #4 /var/www/onlineeffekt.dk/public_html/wp-includes/class-wp-walker.php(159): Walker_Comment->display_element(Object(WP_Comment), Array, '5', 1, Array, '\t ...') #5 /var/www/onlineeffekt.dk/public_html/wp-includes/class-walker-comment.php(140): Walker->display_ in /var/www/onlineeffekt.dk/public_html/wp-content/themes/whitelight/includes/theme-comments.php on line 63