Analyse af AdWords konverteringspriser

Køber folk ind via SmartPhones? Bør du sætte din AdWords annoncer på pause om fredagen? Få hjælp til at besvare disse og en række andre spørgsmål i onlineeffekts analyse af AdWords konverteringspriser.

Google AdWords er målrettet og målbar markedsføring. Dette kan du i høj grad udnytte til din egen fordel, men det kræver, at du aktivt analyserer og handler på baggrund af din AdWords statistik.

Jeg har nedenfor analyseret AdWords data på tværs af 25 AdWords konti. Der er derfor tale om generelle konklusioner, som måske, men ikke nødvendigvis, bør give anledning til ændringer i din AdWords opsætning. Kig altid på dine egne data, før du laver noget om.

Hvilken annonceposition giver generelt den laveste konverteringspris?
Google søgning – Top
Google søgning – I siden
Søgepartnere
Displaynetværket
Billigst
26% dyrere
34% dyrere
92% dyrere

Ovenstående tal afslører, at det ofte kan være en fordel at være rundhåndet, når maksimum bud på søgeord skal sættes.

Klikprisen er alt andet lige højere, når din annonce vises i de øverste positioner, men en højere konverteringsrate mere end udligner dette.

Med andre ord er det i højere grad er “osere” og ikke seriøse købere, som når ned til AdWords annoncerne ude til højre.

De netbutikker, som deltager i undersøgelsen betaler dog klart mest for konverteringer via Displaynetværket. Med en fokuseret indsats kan forskellen sandsynligvis reduceres.

Hvilken type device giver generelt den laveste konverteringspris?
Computere
Tablet-PCs
Smartphones
Billigst
23% dyrere
62% dyrere

De gennemsnitlige udgifter til en konvertering via AdWords er ikke overraskende højere via SmartPhones. Det skyldes sandsynligvis, at din hjemmeside og især dit bestillingsflow ikke er optimeret til salg via 3-4 tommers skærme.

Men prisen er dog næppe højere end, at du – afhængig af dit produkt og dit marked – med separate kampagner målrettet eksempelvis iPhones og Android mobiler formodentlig alligevel kan gøre annonceringen til en god forretning.

Hvis din AdWords annoncering ligger og svinger omkring break-even, så bør du dog indledningsvist overveje at fjerne hakket udfor “Mobile enheder med komplette browsere” i dine kampagneindstillinger.

Hvilken ugedag er konverteringerne billigst?
Onsdag
Mandag
Tirsdag
Torsdag
Søndag
Lørdag
Fredag
Billigst
3,1% dyrere
3,6% dyrere
10,6% dyrere
13,5% dyrere
16,4% dyrere
23,6% dyrere

Afkastet på AdWords annonceringen er alt andet lige bedst om onsdagen, hvor konverteringsprisen generelt er lavest.

Til gengæld betales der næsten 25% mere for AdWords ordrer om fredagen end om onsdagen.

Hvis du kæmper med at få overskud på dine AdWords kampagner, så kunne det måske være en idé at lukke ned for kampagnerne på de dårligste ugedage?

Hvilken ugedag giver AdWords flest ordrer?
Mandag
Tirsdag
Onsdag
Søndag
Torsdag
Lørdag
Fredag
Flest salg
92% af mandag
90% af mandag
85% af mandag
79% af mandag
66% af mandag
62% af mandag

Mandag er den store handelsdag på nettet – det er næppe nogen overraskelse for dig. Tallene er blot taget med her som serviceoplysning til shopejere, der ønsker et sammenligningsgrundlag ift. deres egne kunders handelsmønster.

Fakta om analysen

Analysen er baseret på omkostnings- og konverteringsdata fra 25 danske B2C og B2B netbutikker.

Datagrundlaget indeholder cirka 21.000 konverteringer, primært fra 2010 og 2011.

Der er tale om et bredt miks af veloptimerede AdWords konti, konti med gennemsnitlig performance og en række konti, der trænger til en kærlig hånd.

Klik og konverteringer relateret til søgninger efter eget firmanavn/brand er frasorteret.

Analysens resultater må frit citeres, forudsat at onlineeffekt.dk angives som kilde. Hvis du tilmed giver denne hjemmeside et link, så sender jeg en kærlig tanke den anden vej.

Hvad er dine egne erfaringer?

Hvordan ser dine data ud? – og er du enig i mine konklusioner?

Del gerne analysens resultater med dit netværk og deltag i debatten. Ordet er frit.

Vil du tjene flere penge?

Få min gratis nyheds-mail med guldkorn om e-handel og online markedsføring.

6 Responses to “Analyse af AdWords konverteringspriser”

  1. Jacob Kildebogaard 16/09/2011 at 08:58 #

    Hej Troels

    Spændende tanke at kigge på tendenser indenfor AdWords. Jeg vil dog anbefale læsere at tjekke deres egne data inden de justerer kontoen ift. ovenstående, da data godt kan være meget anderledes.

    Generelt vil performance på Display altid koste knaster hvis det ikke er lavet korrekt. Du skriver at de 25 konti er en blandet landhandel – men bruger de bedste opsatte også display, eller er det kun de ringeste? Man kan godt få en god forretning ud af Display. En vigtig pointe er også: Du skriver at det koster 92% mere, men er det lønsomt? For så er det jo stadig en god idé at give den fuld gas og tjene mere :)

    Konvertering ift. ugedag kan have mange variable, herunder branche. Kan du afsløre hvor mange af de 25 shops i datagrundlaget, der havde mandag som bedst dag?

    Fedt at du har fordybet dig i tallene, men som sagt skal man huske at det ikke er mere generelt end at egne data ser helt anderledes ud :)

    • Troels Kjems 16/09/2011 at 09:41 #

      Hej Jacob.

      Tak for dit input.

      Jeg har lovet de medvirkende netbutikker ikke at udpensle resultaterne for meget, men kan godt afsløre, at mandag tager klart flest 1.pladser i kategorien “Flest salg” – det gælder også i butikker med få konverteringer (og dermed større risiko for statistiske udsving).

      Displaynetværket kan helt sikkert gøres til en markant bedre forretning, de +92% er bl.a. et udtryk for manglende fokus.

      Som AdWords annoncør bør man – som du rigtigt skriver – ikke overføre mine konklusioner til egne kampagner uden først at have tjekket, hvordan ens egne tal matcher med gennemsnittet.

      Forhåbentlig kan disse generelle tal give inspiration til, at folk tjekker deres egne tal, og handler derefter. Og hvis folk ikke er begyndt at opsamle disse tal endnu, så er det vist på høje tid at begynde på det :)

  2. Jacob Kildebogaard 16/09/2011 at 18:21 #

    Helt sikkert Troels. Det er spændende og relevante data. Som matematiker elsker jeg bare at grave dybere og dybere og finde mange flere bagvedliggende grunde 😀

  3. Thomas Hermann 20/09/2011 at 13:27 #

    Hej Troels
    Interessant læsning og spændende at se andre fordybe sig i de bagvedliggende AdWords-trends og tendenser.

    Jeg vil dog ligesom Jacob anbefale at man analyserer sine egne tal inden man foretager evt rettelser til sin egen konto da en ”gavmild” CPC alene desværre ikke er vejen til succes – bare den var 

    Når man taler analyse af konverteringspriser, kommer man ikke uden om, også at se på den omsætning hvert enkelt søgeord genererer. Isoleret set, siger konverteringsprisen os nemlig intet brugbart. Er en konverteringspris på kr. 100 god eller dårlig? Ja det kommer jo helt an på hvad man sælger. Først når konverteringsprisen holdes op imod den omsætning det skaber bliver man klogere på rentabiliteten af hvert enkelt søgeord. Men sammenkobler man disse to data-sæt står man til gengæld med et meget effektivt redskab til optimering og forbedring af sin AdWords annoncering.

    Det kunne have været sjovt at se undersøgelsen på ”rene” B2C shops og ikke som her en blanding af B2B og B2C. Da B2B markedet som oftest er kendetegnet ved større ordrer, større risici osv er det min egen erfaring at B2B AdWords ikke konverterer på samme måde/lige så godt. Her handler det i større grad om at få skabt den indledende kunde-kontakt og så forhandle ordren derfra. Jeg kunne derfor forestille mig at B2B virksomhederne i denne undersøgelse er skyld i en anelse ”støj”.

    Men igen, super sjov læsning og dejligt at vide man ikke er den eneste tal-nørd der sidder derude.

    PS.: Har du taget nogle forholdsregler når du sammenligner konverteringsprise på tværs af brancher?

    Mvh
    Thomas Hermann

    • Troels Kjems 20/09/2011 at 14:01 #

      Hej Thomas.

      Tak for feedback.

      Jeg er enig med dig i, at min sammenligning af konverteringspriser ikke fortæller noget om bundlinjen.

      Analysens resultater er baseret på nogle timers talnørderi i Excel og der er helt sikkert steder, hvor æbler og pærer blandes godt sammen – og jeg vil da heller ikke anbefale nogen at ændre på egne AdWords konti alene på baggrund af analysens resultater.

      Men forhåbentlig kan det give lidt inspiration til, hvordan man som AdWords annoncør kan grave ned i egne data og optimere på baggrund af disse. Hvis man slet ikke kigger på sine data, så er AdWords jo blot en traditionel annonceringsform på linje med busreklamer og printannoncer – og så kan det hele jo være lige meget :)

      Mvh Troels.

Trackbacks/Pingbacks

  1. Fredagslinks – Uge 37 | Brian Brandt - 19/09/2011

    […] Analyse af Adwords konverteringpriser […]