AdWords kampagneindstillinger for begyndere
Kategorier: AdWords
Mange nye AdWords annoncører kommer skævt fra start med deres nye AdWords annoncer, fordi de har valgt uhensigtsmæssige kampagneindstillinger. Med kampagneindstillinger menes de helt basale valg af sprog, annoncenetværk, mm..
Jeg gennemgår her et sæt standardindstillinger, som er markant bedre end Googles eget forslag til standardopsætning. Kampagneindstillingerne matcher de fleste nye AdWords annoncørers behov. Hvis du er usikker på, om anbefalingerne også gælder for dig, så spørg løs i kommentarfeltet.
Her finder du dine kampagneindstillinger
Du kan ændre dine AdWords kampagners basisindstillinger under menupunktet “Kampagner” og “Indstillinger”.

Eventuelle ændringer slår igennem på alle annoncegrupper og søgeord, som hører til den pågældende kampagne.
Geografiske områder og sprog
Du har mulighed for at angive, hvor dine annoncer skal vises (geografi) – og om dine annoncer kun skal vises på Google.dk (dansk) eller om du også ønsker dine annoncer vist på eksempelvis Google.com (engelsk).

En del danskere bruger Google Toolbar, som udfører søgningen via Google.com, så derfor er det en god idé at inkludere engelsk. En gennemsnitlig dansk netbutik vil derfor ofte vælge “Danmark” som geografisk afgrænsning og “Dansk” + “Engelsk” som sprog.
Netværk og enheder
Netværk

Valget af netværk er vigtigt. Du bør som udgangspunkt aldrig tilvælge både “Google Søgning / Søgepartnere” og “Displaynetværket” i samme kampagne.
Kort fortalt er “Google Søgning” og “Søgepartnere” visning af dine annoncer overfor folk, der aktivt søger efter dine produkter via en søgemaskine, mens “Displaynetværket” i stedet er visning af dine annoncer rundt omkring på et utal af forskellige hjemmesider.
Displaynetværket kan sagtens være en god forretning, men det kræver en separat kampagne med andre indstillinger, så start med kun at sætte hak ved “Google Søgning” og “Søgepartnere”.
Enheder

Under “Enheder” har du mulighed for at vælge hvilke typer af computere/smartphones, som skal vise dine annoncer.
Effektiv AdWords annoncering mod smartphones med 3-4 tommer skærme kræver skræddersyede kampagner og måske endda også en særlig mobilvenlig udgave af dit website, så i første omgang bør du nøjes med at vælge “Stationære og bærbare computere” og “Tablets med fulde browsere”.
Budgivning og budget – Budindstilling
Manuel budgivning

Vælg “Fokuser på klik, manuel maksimum CPC-budgivning”.
Hvor meget du højest ønsker at betale for et klik via de enkelte søgeord angives efterfølgende på enten annoncegruppe- eller søgeordsniveau.
Principielt er dit samlede daglige budget som angives her ligegyldigt. Du ønsker at styre omkostningerne til din annoncering via regulering af gennemsnitsprisen på det enkelte klik og den enkelte ordre.I første omgang er det dog fint at indtaste et budget her, så omkostningerne ikke løber løbsk.
Leveringsmetode (avanceret)

Under leveringsmetode bør du som udgangspunkt vælge “Accelereret: Vis annoncer så hurtigt som muligt”. Dette forudsætter dog, at du sjældent/aldrig rammer dit daglige budget, som du har angivet ovenfor.
Hvis du har valgt at sætte et lavt dagligt budget og derfor ofte rammer dette, så bør du i stedet følge Googles anbefaling, dvs. “Standard: Vis annoncer jævnt fordelt på døgnet”.
Men igen, du bør ikke styre dine kampagner udfra et samlet budget, men i stedet udfra en beregning af fortjenesten på det enkelte søgeord og den enkelte ordre. Hvis du tjener penge på den enkelte ordre, så bør dit budget til AdWords i princippet være ubegrænset.
Jo flere klik (og dermed højere AdWords omkostninger), desto bedre.
Avancerede indstillinger
Annoncerotation

Den eneste ændring til Googles standardopsætning er, at du under “Annoncerotation” skal vælge “Roter: Vis annoncer mere jævnt”.
Enhver annoncegruppe bør have (mindst) 2 aktive annoncetekster. Kun sådan har du mulighed for at splitteste (også kaldet A/B-teste) og identificere den annoncetekst, som virker bedst på din målgruppe. Ved at sætte annoncerotation til “Roter: Vis annoncer mere jævnt”, så sikrer du, at dine annoncer vises omtrent lige ofte. Dermed får du hurtigst opbygget tilstrækkeligt med statistik på begge annoncer. Dette er vigtigt ift. den efterfølgende optimering af dine AdWords annoncetekster.
Del erfaringer med andre
Del gerne dette indlæg med andre AdWords annoncører i dit netværk – og skriv endelig en kommentar, hvis du har andre holdninger til, hvordan en gennemsnitlig AdWords kampagne bør sættes op.
Hej, super guide og tak for hjælpen. Begyndte selv med adwords for et par dage siden og satte bare indstillingerne som Google anbefalede. Men er blevet klogere nu!
Hej Anders.
Jeg er glad for at høre, at guiden kunne bruges. Googles produkter er på mange måder fantastiske, men standardindstillingerne er ikke altid opsat, så de giver annoncørerne mest valuta for pengene…
Nu hvor jeg er begyndt at arbejde en smule med AdWords bruger jeg virkeligt meget tid på din side. At skrive annoncetekster, begynderfejl og nu kampagneindstillinger – du får guidet mig igennem det hele.
Du skal have kæmpe cadeau for de tekster her. De er udfyldende, men konkrete. Super lækkert for læseren at gå igennem!